Kvinder & Sundhed har haft et forrygende 2023 med mange spændende sundhedsrelaterede foredrag, kunst og -kulturaftener, stor medlemsfremgang og en sikker og stabil økonomi. Da foreningen har en holistiske tilgang til kvinders sundhed, har vi i 2023 lavet en vedtægtsændring, der inkluderer kunst og kultur i bredere omfang. Samtidigt har vi øget fokus på nyere forskning indenfor kvindesygdomme, ligestilling i arbejdslivet og samarbejdet med ligesindede kvindeforeninger.
Foreningen har holdt fire store symposier om kvindesygdomme, tre kulturrelaterede foredragsaftener samt sammen med Kvindekompagniet et meget velbesøgt arrangement om kvinder og ligestilling. Samtidigt har vi i 2023 samlet vores medicinske eksperter til en rundbordssamtale og brainstorming om nye og relevante områder indenfor forskning i kvindesygdomme og holdt møde med vores nye samarbejdspartner, Kvindelige Lægers Forening, om uligheder i sundhedsbehandling og -pleje.
Vores medlemmer er trofaste og inspirerende og det er en stor fornøjelse og et privilegium at være formand for en så dedikeret gruppe kvinder, der løfter i flok. Vi vil gerne tiltrække kvinder, der er midt i livet rent aldersmæssigt og har fået et nyt bestyrelsesmedlem i 2023, Helga Heyn, der er uddannet i statskundskab og arbejder som kommunikatør. Vi er glade for at Helga vil støtte os, og ønsker hende velkommen.
Bestyrelsen har i løbet af 2023 haft 9 bestyrelsesmøder. Uden foreningens dedikerede og hårdtarbejdende bestyrelse ville det være umuligt at gennemføre vores ambitiøse og omfattende foredragsprogram. En stort tak til disse fantastiske kvinder fra formanden.
Kvinder & Sundhed får i dag stor opmærksomhed og mange likes på de sociale medier og det hjælper os at sprede vores budskab om øget opmærksomhed og større økonomiske investeringer i kvindesygdomme, kvinders indflydelse på eget liv og ikke mindst kvinders sammenhold og fællesskab.
Vi er stadig en frivillig forening, hvor alle i bestyrelsen arbejder gratis, hvor vi ikke betaler til et sekretariat og hvor alle bestyrelsesmedlemmer selv betaler kontingent. Alligevel er foreningen afhængig af sponsorer, fordi de lokaler vi lejer til vores foredrag skal betales og fordi vi gerne vil tilbyde en smule mad og drikke ved disse foredrag, der altid ligger om aftenen efter arbejdstid. Derfor er vi meget taknemmelige for, at der er nogle sponsorer, der støtter vores kamp.
Kvinder & Sundhed er også taknemmelige for, at så mange som muligt bliver medlemmer af foreningen. Vores mål er at blive en markant stemme i debatten om kvinders sundhed og helbred, og det bliver vi kun, hvis vi har mange medlemmer. Derfor kæmper vi for at beholde vores gamle medlemmer og få mange nye.
Kvinder & Sundhed er kommet styrket ind i det ny år og ser med fortrøstning frem til et spændende og udfordrende 2024, hvor vi glæder os til at se vores gamle og nye medlemmer til kommende interessante, informative og hyggelige møder, hvor vi udvider vores fælleskab, får nye venner og lærer mere om kvinder og sundhed.
Godt Nytår og vel mødt i Kvinder & Sundhed i 2024.
December 2023, Catharina Collet, Forperson.
Vi du være med? Se Tilmelding for 2024.