Mandag den 19. maj 2025 dannede Domus Medica’s smukke sale, rammen om en særdeles velbesøgt og engagerende aften, hvor der var to emner på podiet. Det første emne var kvinders seksualitet gennem de seneste 200 år, efterfulgt at et oplæg om manglende sexlyst og brug af testosteronbehandling.

Etnolog Mette Byriel-Thygesen leverede et levende og underholdende oplæg, hvor hun både trak historiske linjer op og formåede at inddrage nutidige perspektiver. Hun kom vidt omkring emnet og tog sig god tid til at svare på de mange spørgsmål fra salen – til stor begejstring blandt deltagerne.
Et af aftenens højdepunkter kom, da Byriel-Thygesen inviterede alle til at synge med på en historisk vise af Jo Jacobsen (1884–1963), som humoristisk omhandlede kvindelig seksualitet. Den blev sunget på melodien “Et barn er født i Betlehem”, og vakte både latter og eftertanke i salen.

Christine Felding, speciallæge i gynækologi og en af Danmarks mest erfarne stemmer inden for området, delte sin mangeårige ekspertise med både dyb faglighed og humor. Hun kom vidt omkring de medicinske aspekter af kvinders sexlyst og især brugen af testosteronbehandling, og hendes oplæg blev mødt med stor spørgelyst og interesse.
Som altid skabte Christine en god og afslappet stemning i salen – og deltagerne gik ikke tomhændede hjem, men fik flere relevante vareprøver med sig til inspiration og videre refleksion.